COWI forsynings- og miljøret

En blog om forsynings- og miljøret i praksis

november 30, 2018
by cowiforsyningogmiljoe
0 comments

Funktionel opdeling efter miljøvurderingslovens § 40

Miljøvurdering af planer/programmer og projekter forudsætter forebyggelse af interessekonflikter i forbindelse med selve miljøvurderingen. Dette udspringer af ønsket om at sikre, at de involverede myndigheder er uafhængige og objektive i deres bedømmelse af oplysningerne i miljøvurderingsprocesserne.

Miljøvurderingslovens § 40 indeholder derfor et krav om funktionel opdeling af kompetencerne inden for myndigheden, når samme myndighed har flere roller i en miljøvurderingssag.

Kravet om den funktionelle opdeling retter sig mod to situationer:

  1. Hvor myndigheden både skal udarbejde en miljøvurdering af en plan eller et program og samtidig skal høres som berørt myndighed, og
  2. Hvor myndigheden både er ansøger/bygherre og samtidig er miljøvurderingsmyndighed for et projekt.

Dette indlæg handler om, hvornår der foreligger en interessekonflikt samt hvordan den funktionelle opdeling kan sikres, og hvordan interessekonflikter dermed kan håndteres korrekt i praksis.

Funktionel opdeling ved miljøvurdering af planer og programmer

En myndighed, der udarbejder en plan eller et program i miljøvurderingslovens forstand og gennemfører en miljøvurdering heraf, kan ikke samtidig være berørt myndighed i relation til miljøvurderingen af den pågældende plan eller program, medmindre der er sikret en funktionel opdeling af kompetencerne inden for myndigheden, jf. lovens § 40, stk. 1.

En berørt myndighed er den eller de myndigheder, der på grund af deres særlige ansvarsområde og sagkundskab er berørt af planen eller programmet, og i denne egenskab skal høres.

Den funktionelle opdeling skal sikre, at der er klare roller i miljøvurderingsprocessen, således at de berørte myndigheder, som har det relevante, specifikke miljøansvar, ikke påvirkes af den myndighed, der har udarbejdet planen eller programmet og skal udarbejde miljørapporten, hvori de berørte myndigheders udtalelser indgår.

Det betyder for det første, at den samme myndighedsperson ikke både kan udarbejde en plan samt en miljøvurdering heraf og samtidig blive hørt som berørt myndighed om miljøvurderingens indhold. Derudover betyder det, at hvis den relevante myndighedsekspertise er placeret i samme afdeling, således at miljøvurderingen og rollen som berørt myndighed er ansat i samme enhed, skal myndigheden sikre en funktionel opdeling i afdelingen.

Kravene om funktionel opdeling ifm. udarbejdelse og miljøvurdering af planer gælder i relation til:

  • Høring af udkast til screeningafgørelse ifm. miljøvurdering af planen (§ 32, stk. 1, nr. 1)
  • Høring af udkast til afgrænsningsrapport for miljøvurdering (§ 32, stk. 1, nr. 2)
  • Høring af udkast plan og tilhørende miljøvurdering (§ 32, stk. 1, nr. 3).

Funktionel opdeling ved miljøvurdering af konkrete projekter

For så vidt angår projekter, må en myndighed, der er bygherre for et projekt omfattet af miljøvurderingsloven, ikke også behandle ansøgningen om projektet og træffe afgørelse herom, medmindre der er sikret en funktionel opdeling af kompetencerne inden for myndigheden, jf. § 40, stk. 2.

Det betyder for det første, at den samme myndighedsperson ikke både kan varetage bygherrerollen og være miljøvurderingsmyndighed. Derudover betyder det, at hvis bygherre for et konkret projekt og den relevante myndighedsekspertise samtidig er placeret i samme afdeling, skal myndigheden sikre en funktionel opdeling i afdelingen.

Kravene om funktionel opdeling ifm. konkrete projekter gælder i relation til:

  • Myndighedens screeningafgørelse (§ 21),
  • Myndighedens vurdering af miljøkonsekvensrapporten (§ 24), og
  • Myndighedens afgørelse om tilladelse (§25).

Derudover gælder de almindelige forvaltningsretlige regler om inhabilitet og interessekonflikt.

Hvordan sikres funktionel opdeling i praksis?

Kravet om funktionel opdeling gælder kun i de tilfælde, hvor der ikke allerede er tilvejebragt en klar ansvarsstruktur, som adskiller planmyndighed/miljøvurderingsmyndighed fra de berørte myndigheder, og som adskiller myndigheden som bygherre fra miljøvurderingsmyndigheden.

Det er den enkelte myndigheds ansvar at sikre, at der er en funktionel opdeling både i forhold til planer/programmer og konkrete projekter.

I forhold til planer og programmer anbefales det, at myndigheden forud for miljøvurdering af planen eller programmet sikrer sig, at myndigheden enten allerede har den nødvendige organisatorisk ansvarsstruktur, der er egnet til at imødegå en interessekonflikt, eller at funktionel opdeling inden for myndigheden etableres i den konkrete sag.

Dette kan f.eks. sikres ved:

  • At varetagelse af høringsmyndighedens opgaver overdrages til en anden selvstændig afdeling/enhed inden for myndigheden, som overtager ansvaret for at foretage en objektiv vurdering af den foreslåede plan og miljøvurdering heraf.
  • At de ansatte, der har rollen som høringsmyndighed, i den pågældende sag refererer direkte til et teknik- og miljøudvalg eller anden ansvarlig chef/udvalg i myndigheden end den vanlige.

I forhold til konkrete projekter anbefales det på samme vis, at myndigheden forud for ansøgning og godkendelse af et projekt sikrer sig, at myndigheden enten allerede har den nødvendige organisatorisk ansvarsstruktur, der hindrer interessekonflikter, eller at funktionel opdeling inden for myndigheden etableres i den konkrete sag.

Dette kan f.eks. sikres ved:

  • At varetagelse af myndighedsansvaret for behandling af ansøgning og godkendelse af det konkrete projekt eller bygherrerollen overdrages til en selvstændig enhed inden for myndigheden, eller
  • At de ansatte, der enten har myndighedsansvaret eller er ansvarlige for bygherrerollen, i den pågældende sag refererer direkte til et teknik- og miljøudvalg eller anden ansvarlig chef/udvalg i myndigheden end den vanlige.

Den funktionelle opdeling i forhold til både miljøvurdering af planer/programmer og konkrete projekter kan enten være en permanent organisationsændring i myndigheden eller ske fra sag til sag.

For nogle myndigheder er det ikke muligt i praksis permanent at overdrage ansvaret for nogle af myndighedens opgaver til en allerede eksisterende selvstændig enhed inden for myndigheden f.eks. pga. myndighedens organisatoriske størrelse/struktur eller den organisatoriske placering af relevante og nødvendige kompetencer inden for myndigheden. I disse situationer kan myndigheden derfor konkret fra sag til sag sikre den funktionelle opdeling ved at udpege, hvilke ansatte der skal påtage sig hvilken rolle.

Det afgørende er, at de pågældende personer i disse situationer ikke refererer til samme nærmeste chef. Der må således tages stilling til, hvem der skal være den ansvarlige chef for henholdsvis planmyndighed/miljøvurderingsmyndighed og de berørte myndigheder samt for henholdsvis myndigheden som bygherre og miljøvurderingsmyndigheden.

Som udgangspunkt anses det for at være tilstrækkeligt, at den funktionelle opdeling sikres i forhold til det første chefniveau. På den måde er den funktionelle adskillelse også mulig for mindre administrative enheder såsom mindre kommuner. Dog kan det i komplekse sager være nødvendigt at lade opdelingen følge til et højere chefniveau, hvis dette er organisatorisk muligt.

Virkning af kravene om funktionel opdeling

Reglerne om funktionel opdeling kan være grundlag for en klage til klagenævnene, såfremt kravene ikke er overholdt. Der er endnu ikke truffet afgørelser i sager, hvor forebyggelse af interessekonflikt i miljøvurderingsloven er påklaget. Det er derfor vanskeligt at sige noget om, hvilken betydning klagenævnene vil tillægge en overtrædelse af lovens regler om funktionel opdeling. Som udgangspunkt må det dog antages, at en overtrædelse af kravene om funktionel opdeling må tillægges væsentlig betydning i en klagesag grundet usikkerhed omkring myndighedens uafhængighed og objektivitet i miljøvurderingsprocessen – og dermed må betyde, at den trufne afgørelse, som er påklaget, er ulovlig. Mest sandsynligt vil sagen blive hjemvist til fornyet behandling af miljøvurderingsmyndigheden.

Har du spørgsmål eller vil du vide mere, er du velkommen til at kontakte os:

Sophie Rex Hultquist – sorh@cowi.dk /56 40 39 68

Ulf Kjellerup – ukj@cowi.dk / 56 40 29 64

oktober 19, 2018
by cowiforsyningogmiljoe
0 comments

Bilag 2, pkt. 13 a i miljøvurderingsloven

Miljøvurderingslovens afsnit III indeholder krav om miljøvurdering af konkrete projekter (VVM), som er oplistet på bilag 1 og dermed er direkte miljøvurderingspligtige, samt af projekter oplistet på bilag 2, der i forbindelse med screening vurderes at kunne have væsentlige indvirkning på miljøet og dermed er miljøvurderingspligtige.

Projekter omfattet af bilag 2 er som udgangspunkt omfattet af kravet om miljøvurdering. Dog kan der ved en indledende vurdering – screening – træffes afgørelse om at undlade miljøvurdering, såfremt det på baggrund af de i lovens bilag 5 oplistede kriterier kan udelukkes, at projektet vil have en væsentlig indvirkning på miljøet.

Ændringer og udvidelser af projekter anført på bilag 1 og 2 er også omfattet af bilag 2 og dermed screeningpligtige, jf. lovens bilag 2, punkt 13 a. Hvorvidt en ændring eller en udvidelse kan henføres under bilag 2 punkt 13 a afhænger dog af, at en række betingelser er opfyldt.

Vi vil i dette indlæg se nærmere på disse betingelser samt undersøge, hvorvidt de anførte betingelser for at henføre en projektudvidelse eller -ændring under bilag 2, punkt 13 a kan have betydning for myndighedens efterfølgende screening.

Betingelser for anvendelse af bilag 2 punkt 13 a

Miljøvurderingslovens bilag 2, punkt 13 a handler om aktiviteter, som er beskrevet som: “Ændringer eller udvidelser af projekter i bilag 1 eller nærværende bilag 2, som allerede er godkendt, er udført eller er ved at blive udført, når de kan have væsentlige skadelige indvirkninger på miljøet (ændring eller udvidelse, som ikke er omfattet af bilag 1)”.

For at kunne henføre en aktivitet under bilag 2, punkt 13 a gælder der en række betingelser. Disse betingelser falder i følgende trin:

  • Der skal være tale om en udvidelse eller en ændring af eksisterende projekt.
  • Det eksisterende projekt, som udvides eller ændres, skal være godkendt, udført eller være ved at blive udført.
  • Endelig skal udvidelsen/ændringen medføre væsentlig skadelig indvirkning på miljøet.

Den første betingelse er opfyldt, hvis det ansøgte er en ændring eller udvidelse af et eksisterende projekt, der er omfattet af bilag 1 eller bilag 2. Det afgørende er i den forbindelse, at ændringen/udvidelsen relaterer sig til et eksisterende bilag 1 eller bilag 2 projekt. Såfremt den nye aktivitet (ændringen eller udvidelsen) er omfattet af et andet punkt på bilag 1 eller bilag 2 end det eksisterende, er der således ikke tale om en aktivitet, der kan henføres under bilag 2, punkt 13 a. Et boligbyggeri (omfattet af bilag 2, punkt 10 b), der etableres på et gammelt havneanlæg (omfattet af bilag 2, punkt 10 f), er fx ikke en ændring eller udvidelse i henhold til bilag 2, punkt 13 a. I den situation vil der derimod være tale om et særskilt nyt projekt, som skal screenes efter den relevante projektkategori (i ovennævnte tilfælde henhører aktiviteten under bilag 2, punkt 10 b).

EU-domstolen har taget stilling til, hvad der forstås ved en ændring eller udvidelse af et eksisterende projekt i dommen C-227/01, Kommissionen mod Spanien. EU-domstolen udtalte i denne dom (præmis 49), at en fordobling af sporene på en jernbane ikke kan betragtes som en simpel udvidelse eller ændring af en eksisterende jernbane i bilag 2, punkt 13 a’s forstand. EU-domstolen har således i ovennævnte dom anlagt en meget snæver fortolkning af anvendelsesområdet for bilag 2, punkt 13 a.

Den anden betingelse omfatter tre mulige situationer, hvoraf én af de tre skal være opfyldt. For det første kan det eksisterende projekt være “godkendt”, hvilket indebærer et krav om, at det bestod lovligt, før VVM-reglerne trådte i kraft i medlemslandene den 14. marts 1999. For det andet kan det eksisterende projekt være “udført”, hvilket indebærer et krav om, at det tidligere har fået en VVM-tilladelse. Den tredje situation knytter sig til projekter, som “er ved at blive udført”, hvilket indebærer, at en miljøvurderingsproces er igangsat eller igangværende. Denne situation retter sig således mod igangværende miljøvurderingsprocesser, hvor der laves projektændringer undervejs, og inden der foreligger en VVM-tilladelse – dette gør sig typisk gældende for store komplekse anlægsprojekter.

Den sidste betingelse betyder, at bilag 2, punkt 13 a nærmest må karakteriseres som en undtagelsesbestemmelse til direktivets hovedregel om, at det er de væsentlige indvirkninger af projekt, der skal vurderes (og ikke kun de væsentligt skadelige indvirkninger). Det vil sige, at såfremt en ændring eller udvidelse forventes at medføre en positiv indvirkning, vil ændringen således slet ikke være omfattet af punkt 13 a eller miljøvurderingslovens regler og skal som følge heraf ikke ansøges efter miljøvurderingslovens § 18.

Bilag 2, punkt 13 a kan kun anvendes, hvis alle ovennævnte betingelser er opfyldt – ellers må aktiviteten henføres under de øvrige kategorier på bilag 1 eller bilag 2.

Overflødiggøres screening ved anvendelse af bilag 2, punkt 13 a?

Som nævnt finder projektkategorien på bilag 2, punkt 13 a kun anvendelse på ændringer eller udvidelser, som kan medføre væsentlig skadelig indvirkning på miljøet.

Det er efter miljøvurderingslovens § 17 miljøvurderingsmyndigheden, der har kompetence til at træffe screeningsafgørelse efter § 16, hvor det afgøres, om det konkrete projekt på baggrund af bygherres ansøgning kan forventes at medføre væsentlig indvirkning på miljøet. Det er imidlertid bygherre selv (eller dennes rådgiver), der foretager en vurdering af, om ændrings- eller udvidelsesprojektet er omfattet af projektkategorien i bilag 2, punkt 13 a, og om der som følge heraf skal indsendes en ansøgning efter lovens § 18, stk. 1 eller ej.

Spørgsmålet er derfor, om formuleringen af bilag 2, punkt 13 a i realiteten gør myndighedens screening af ændrings- eller udvidelsesprojektet overflødig, idet der forud for screeningen allerede tages stilling til, hvorvidt der er tale om en væsentlig skadelig indvirkning på miljøet eller ej.

Argumentet er her, at bygherre allerede i vurderingen af, om punkt 13 a finder anvendelse, vurderer, om en eventuel indvirkning kan være væsentlig skadelig eller ej. I og med miljøvurderingspligten indtræder, medmindre det kan udelukkes, at ændringen eller udvidelsen vil have en væsentlig skadelig indvirkning på miljøet, synes screeningsbeslutningens indhold allerede udtømt, når der er taget stilling til, om projektet overhovedet er omfattet af bilagspunktet.

Der vil dog i praksis reelt set kunne opstå situationer, hvor myndigheden ikke er enig i bygherres vurdering af, at en ændring eller udvidelse vil medføre væsentlig skadelig indvirkning på miljøet og som følge heraf træffer screeningafgørelse om ikke-miljøvurderingspligt i modstrid med bygherres indledende vurdering.

Endvidere kan der opstå den situation, hvor bygherre vurderer, at en ændring eller udvidelse ikke er omfattet af bilag 2, punkt 13 a og dermed ikke indsender en ansøgning efter § 18, stk. 1, men hvor myndigheden derimod mener, at den pågældende ændring eller udvidelse vil medføre væsentlig skadelig indvirkning på miljøet og derfor skal screenes efter miljøvurderingslovens regler. I den situation kan myndigheden vejlede bygherre om at indsende en ansøgning, men myndigheden kan ikke tvinge bygherre til dette. I de tilfælde, hvor bygherre ikke indsender en ansøgning efter miljøvurderingsloven, og hvor myndigheden vurderer, at ændrings- eller udvidelsesprojektet er omfattet af reglerne, kan myndigheden dog blive tvunget til at give afslag på tilladelser efter anden lovgivning end miljøvurderingsloven.

Derudover vil bygherre i forbindelse med eventuel klagesag over etablering af den pågældende aktivitet, som vurderes at være omfattet af miljøvurderingsloven, bære ansvaret for etablering af udvidelsen eller ændringen uden forudgående screening og evt. miljøvurdering.

Dette skal du huske om bilag 2, punkt 13 a i miljøvurderingsloven:

  • Udvidelsen/ændringen skal altid relateres til et eksisterende anlæg/projekt anført på bilag 1 eller bilag 2 i miljøvurderingsloven
  • Det eksisterende projekt skal enten være:
    • lovligt etableret før VVM-reglerne trådte i kraft eller
    • det skal have en VVM-tilladelse eller
    • en VVM-proces for projektet skal være i gang.
  • Det er bygherres ansvar at tage stilling til, om en udvidelse/ændring kan medføre væsentlige skadelige indvirkninger på miljøet eller ej.

Har du spørgsmål eller vil du vide mere, er du velkommen til at kontakte os:

Sophie Rex Hultquist – sorh@cowi.dk /56 40 39 68

Ulf Kjellerup – ukj@cowi.dk / 56 40 29 64

juni 27, 2018
by cowiforsyningogmiljoe
0 comments

Er forsyningsselskabernes planlægning omfattet af kravet om miljøvurdering?

Inden for en række forsyningssektorer, som bl.a. omfatter vandforsyning, spildevand, affald, varmeforsyning og el- og gasforsyning, udarbejdes der løbende planer for selskabernes varetagelse af opgaver med bl.a. udbygning, vedligeholdelse og renovering af nettet/opgavernes løsning. Planlægningen er en integreret del af selskabernes opgaveløsning og rummer ofte disponeringen af store anlægsarbejder over en længere tidshorisont. Men er et forsyningsselskab en myndighed i miljøvurderingslovens[1] forstand? Det korte svar herpå er – ja. I det følgende vil vi forsøge at give svar på spørgsmålet – er forsyningsselskabernes planlægning omfattet af miljøvurderingslovens afsnit II om miljøvurdering af egen planlægning?

Miljøvurderingsloven implementerer direktivet om miljøvurdering af planer og programmer[2] og VVM-direktivet om vurdering af offentlige og private projekters indvirkning på miljøet[3].

Når der udarbejdes planer og programmer, som kan få væsentlig indvirkning på miljøet, skal der gennemføres en miljøvurdering. Dette gælder for planer og programmer inden for en række sektorer[4], når planerne fastlægger rammer for fremtidige anlægstilladelser, eller hvis planerne påvirker et internationalt naturbeskyttelsesområde væsentligt.

I forhold til de offentligt ejede forsyningsselskaber er det værd at hæfte sig ved sektorerne energi, affaldshåndtering, vandforvaltning og telekommunikation, indenfor hvilke forsyningsselskaberne varetager deres pålagte opgaver.

Hvilke planer er omfattet?

Der skal gennemføres miljøvurdering af planer, når de udarbejdes inden for blandt andet vandforvaltning, affaldshåndtering og energiforsyning, jf. miljøvurderingslovens § 8, stk. 1. Miljøvurderingsloven finder anvendelse på planer, som udarbejdes i henhold til administrative retsforskrifter eller beslutninger, jf. § 2, stk. 1, litra b, hvilket i den konkrete sammenhæng betyder, at der ikke stilles store krav til baggrunden for udarbejdelsen af en plan – det er tilstrækkeligt, at planen er udarbejdet som led i den pågældende organisations varetagelse af de opgaver, som er den pålagt. Det er heller ikke afgørende, at der i navnet på den planlægning, der udarbejdes, indgår ordet “plan”. Det afgørende er derimod, om det sæt af regler/prioriteringer, der er udarbejdet som led i gennemførelsen af organisationens opgaver, fastlægger rammer for selskabets fremtidige aktiviteter. Ifølge EU-domstolen omfatter begrebet “planer og programmer” også anordninger, der indeholder forskellige bestemmelser vedrørende opstillingen af en bestemt type anlæg, som skal overholdes i forbindelse med udstedelse af administrative godkendelser til opførelse og drift af sådanne anlæg.[5] Rene budgetmæssige rammer er dog undtaget fra kravet, derimod er investeringsplaner- og prioriteringer af investeringsbeslutninger omfattet af kravet.

Et eksempel på en planlægning, som vil være omfattet af miljøvurderingslovens planbegreb, er den “nye” form for spildevandsplanlægning, der blev indført med revisionen af vandsektorloven og miljøbeskyttelsesloven i 2016[6], er det udvidede ansvar for udmøntning af den kommunale spildevandsplanlægning, der pålagdes de kommunale spildevandsforsyninger. Lovændringen flyttede en betydelig del af ansvaret for den samlede spildevandsplanlægning fra kommunerne til forsyningsselskaberne. Det, at kompetencen er flyttet fra kommunen til forsyningsselskabet, undtager ikke den pågældende planlægning fra miljøvurderingskravet – afgørende er derimod, om planlægningen fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelser.

Et andet eksempel kan være vandforsyningsselskabers planlægning for at fjerne kalk i drikkevandet. Dette gøres ved at opstille blødgøringsanlæg på vandværkerne i forsyningsområdet. Udrulningen af denne planlægning indebærer bl.a. en fremtidig prioritering af ressourcer hos forsyningsselskabet, hvorfor den vil kunne medføre rammer for fremtidige projekter.

I forhold til begrebet “fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelser” bliver det tillagt betydning, om planen eller programmet fastlægger grundlag for den fremtidige anvendelse på en sådan måde, at ansøgninger om anlægstilladelser enten ville kunne tillades eller afvises med henvisning til planen.  Grundlaget der fastlægges i planen, som er omfattet af kravet om miljøvurdering, skal ikke nødvendigvis være det fuldstændige grundlag for anlægstilladelse, men kan godt være en del af rammerne for anlægstilladelsen. EU-Domstolen har fastslået, at begrebet “planer og programmer” vedrører enhver retsakt, der fastlægger en betydningsfuld helhed af kriterier og fremgangsmåder for tilladelse og iværksættelse af et eller flere projekter, der kan have væsentlige indvirkninger på miljøet.

Det vi sige, at en plan kan enten fastlægge krav til fremtidige anlægstilladelser i form af f.eks.:

  • udpege et areal/område som reserveret til bestemte formål og/eller
  • fastlægge de(n) procedure(r), der skal anvendes for at opnå anlægstilladelse til aktiviteterne

Begrebet “betydningsfulde helhed af kriterier og fremgangsmåder” skal ifølge EU-Domstolen forstås kvalitativt, og ikke kvantitativt, for at undgå omgåelse af direktivets forpligtelser[7]. Det er med andre ord mere indholdet i den pågældende plan (dens effektive funktion som rammesættende) snarere end det er omfanget af rammer, der er afgørende for om en plan er indenfor direktivets anvendelsesområde.

Domstolen har ligeledes udtalt, at de rammer, som en plan kan fastlægge for fremtidige anlægstilladelser, ikke nødvendigvis skal være de endelige rammer for anlægstilladelser. Rammer i direktivets forstand kan også være en delmængde af de samlede rammer, som fastlægges af flere forskellige planer og/eller beslutninger.

Et forsyningsselskabs planlægning om at etablere blødgøringsanlæg i selskabets vandforsyningsanlæg er derfor en plan i direktivets forstand. En sådan plan har betydning for de rammer, hvorunder den fremtidige anlægstilladelse skal meddeles, eksempelvis ved at udgøre grundlaget for finansiering og prioritering af anlægsprojekternes gennemførelse.

Selvom planlægning af spildevandforsyning nu i højere grad er overlagt til forsyningsvirksomheden selv, må både overordnede planer og udrulningsstrategier derfor anses for at være at være omfattet af miljøvurderingskravet, da disse ud fra ovenstående kriterier kan få betydning for de fremtidige rammer, hvorunder der skal søges tilladelser til nye anlægsarbejder.

Hvad er vigtigt at huske:

  • at forsyningsselskabers planlægning er omfattet af miljøvurderingslovens regler og
  • at en beslutning/plan er omfattet af miljøvurderingslovens regler, også selvom den kun fastlægger en del af rammerne for fremtidige anlægsprojekter

 

Har du spørgsmål eller vil du vide mere, er du velkommen til at kontakte os:

Sophie Rex Hultquist – sorh@cowi.dk /56 40 39 68

Ulf Kjellerup – ukj@cowi.dk / 56 40 29 64

 

[1] Lovbekendtgørelse 448 om vurdering af planer, programmer og konkrete projekters indvirkninger på miljøet af 17. maj 2017

[2] Direktiv 2001/42/EF af 27. juni 2001 om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet

[3] Direktiv 2011/92 som ændret ved direktiv 2014/52 om vurdering af offentlige og private projekters indvirkning på miljøet

[4] Sektorerne er ifølge miljøvurderingslovens § 8 følgende: landbrug, skovbrug, fiskeri, energi, industri, transport, affaldshåndtering, vandforvaltning, telekommunikation, turisme, fysisk planlægning og arealanvendelse.

[5] EU-domstolen i sag C-290/15, Patrice D’Oultremont m.fl. mod Région wallonne.

[6] Lov nr. 132 af 16. februar 2016 om ændring af lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold, lov om vandforsyning m.v., lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber m.v. og forskellige andre love.

[7] EU-domstolen i sagerne C-290/15, Patrice D’Oultremont m.fl. mod Région wallonne, præmis 49; C-671/16, Inter-Environnement Bruxelles ASBL m.fl. mod Région de Bruxelles-Capitale, præmis 53-55; og C-160/17, Raoul Thybaut m.fl. mod Région wallone, præmis 54-55.

april 4, 2018
by cowiforsyningogmiljoe
0 comments

Kan man stille vilkår i en screeningsafgørelse?

Alle projekter, som er oplistet på miljøvurderingslovens[1] bilag 2, skal screenes, medmindre ansøger anmoder om gennemførelse af miljøkonsekvensvurdering efter lovens § 18, stk. 2. Myndigheden skal træffe afgørelse om screening på grundlag af ansøgers/bygherres ansøgning, jf. bilag 1 til VVM-bekendtgørelsen[2]. Myndighedens afgørelse skal inddrage projektets størrelse, placering og de særlige kendetegn ved miljøpåvirkningerne.

Myndighedens vurdering skal tage udgangspunkt i det brede miljøbegreb. Såfremt et projekt ifm. screeningen kan udelukkes at ville medføre væsentlige indvirkninger på miljøet, vil projektet ikke være omfattet af krav om udarbejdelse af en miljøkonsekvensrapport (tidligere VVM-redegørelse).

En screeningsafgørelse er en afgørelse om, hvorvidt miljøvurderingslovens regler finder anvendelse på et ansøgt projekt. En afgørelse om ikke-miljøvurderingspligt kan derfor ikke indeholde vilkår, da den ikke udgør en tilladelse. Derimod kan en screeningafgørelse om ikke-miljøvurderingspligt godt indeholde en kort redegørelse for ansøgers projektforudsætninger, som sigter på at forhindre eller imødegå eventuelle væsentlige miljøpåvirkninger, jf. miljøvurderingslovens § 19, stk. 2[3].

I den forbindelse er det væsentligt at skelne mellem afværgehierarkiets fire grundlæggende former: forhindre, imødegå, reducere og kompensere. I screeningsammenhængen kan de sidste to former (reducere og kompensere) ikke indgå, da en anvendelse heraf i en screeningssammenhæng er ensbetydende med, at det ansøgte projekt skal miljøvurderes. Det vil sige, at myndigheden ikke kan omgå kravet om miljøvurderingspligt ved at fastsætte vilkår i screeningsafgørelsen om, at bygherre skal gennemføre foranstaltninger, der begrænser eller kompenserer for miljøpåvirkninger fra projektet.

Derimod kan myndigheden, som omtalt ovenfor, i screeningafgørelsen om ikke-miljøvurderingspligt indarbejde de projektforudsætninger som bygherre selv har angivet i sin ansøgning. Projektforudsætninger udgør ikke vilkår, men de er derimod det grundlag, som myndigheden kan og bør lægge til grund for sin afgørelse.

Det er væsentligt, at myndigheden redegør for ansøgers forudsætninger i screeningafgørelsen om ikke-miljøvurderingspligt, i og med afgørelsen hviler på disse forudsætninger. Skulle det ske, at ansøger ikke lever op til egne projektforudsætninger, vil det forhold, at forudsætningerne nu er nedskrevet i afgørelsen betyde, at myndigheden vil kunne genåbne screeningafgørelsen og tage den op til fornyet afgørelse.

Supplerende undersøgelser

Myndigheden skal træffe screeningafgørelse på baggrund af de oplysninger, som bygherre efter miljøvurderingslovens § 19 skal indsende, jf. VVM-bekendtgørelsens bilag 1. Myndigheden kan ikke stille krav om supplerende undersøgelser/redegørelser fra ansøger med henblik på at afklare projektets miljøpåvirkninger forud screeningafgørelsen. Supplerende undersøgelser kan fx være naturundersøgelser, støjredegørelser, trafikberegninger, skyggemålinger, visualiseringer og lignende. Såfremt myndigheden finder det nødvendigt at anmode om supplerende undersøgelser, er dette i sig selv en indikation for, at myndigheden bør kræve disse forhold undersøgt i en miljøkonsekvensvurdering. Krav om supplerende undersøgelser ifm. screening af et projekt vil således foregribe miljøkonsekvensvurderingen.

Det står dog bygherre frit for inden fremsendelse af sin ansøgning at undersøge projektets eventuelle miljøpåvirkninger og vedlægge disse undersøgelser i sin ansøgning. Bygherre kan ligeledes til enhver tid trække sin ansøgning tilbage og supplere med flere oplysninger og tilpasse sit projekt.

Har du spørgsmål til screeningsafgørelens indhold eller vil du vide mere er du velkommen til at kontakte os:

Aske Thorn – asth@cowi.dk / 56 40 83 81

Sophie Rex Hultquist – sorh@cowi.dk /56 40 39 68

Ulf Kjellerup – ukj@cowi.dk / 56 40 29 64


[1] Lovbekendtgørelse nr. 448 af 10. maj 2017 om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)

[2] Bekendtgørelse nr. 1470 om samordning af miljøvurderinger og digital selvbetjening m.v. for planer, programmer og konkrete projekter omfattet af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter af 12. december 2017

[3] Miljøvurderingslovens § 19, stk. 2, afspejler VVM-direktivets § 4, stk. 4, 4. pkt.

februar 19, 2018
by cowiforsyningogmiljoe
0 comments

Afgrænsningsudtalelse ved miljøvurdering af konkrete projekter

SEB6430.jpg

Med ikrafttrædelsen af miljøvurderingsloven i maj 2017 stilles der nu krav om, at myndigheden skal udtale sig om afgrænsningen af miljøvurderingen forud for bygherres udarbejdelse af miljøkonsekvensrapport (tidligere VVM-redegørelse). Afgrænsningen har til formål at hjælpe bygherren til at fokusere miljøkonsekvensrapportens indhold på de forventede væsentlige indvirkninger på miljøet.

Miljøvurderingslovens § 23 pålægger myndigheden at afgive en afgrænsningsudtalelse om, hvor omfattende og detaljerede de oplysninger skal være, som bygherre skal fremlægge i miljøkonsekvensrapporten. Der stilles i miljøvurderingsloven ingen nærmere krav til indholdet eller strukturen i myndighedens afgrænsningsudtalelse. Udtalelsen vil derfor i høj grad være determineret af de oplysninger, som bygherren selv leverer i forbindelse med ansøgningen, samt af de indkomne høringssvar i forbindelse med den forudgående afgrænsningshøring af berørte myndigheder og offentligheden (indkaldelse af idéer og forslag).

Det er vores vurdering, at myndighedens afgrænsningsudtalelse bør indeholde en stillingtagen til følgende:

  • De miljøfaktorer, der skal inddrages og vurderes i miljøkonsekvensrapporten. Her vil myndigheden konkret skulle tage stilling til, hvilke miljøfaktorer der:
    • på forhånd kan udelukkes at blive påvirket og derfor ikke skal behandles nærmere i rapporten,
    • på forhånd kan udelukkes at blive påvirket væsentligt og derfor heller ikke skal behandles nærmere i rapporten, og
    • vurderes at blive påvirket væsentligt eller hvor en væsentlig påvirkning ikke kan udelukkes og derfor skal behandles nærmere i rapporten.
  • For de miljøfaktorer, der skal inddrages i miljøvurderingen, skal myndigheden i udtalelsen tage stilling til:
    • Evalueringskriterier for hver miljøfaktor (hvordan vurderes påvirkningen af miljøfaktoren)
    • Indikatorer, der anvendes til at belyse indvirkningens karakter, omfang m.v. (hvilke indikatorer anvendes til at bedømme påvirkningen)
    • Krav til datagrundlag – eksisterende data og evt. nye data, samt metoder til dataindsamling (skal der indsamles data i felten, fra registre eller andre kilder)
  • Den geografisk afgrænsning af det omgivende miljø, som forventes påvirket.
  • Angive alternativer til det ansøgte projekt, som skal inddrages i miljøvurderingen
  • Omfanget af beskrivelse af og dokumentation for den eksisterende miljøtilstand samt en fremskrivning af denne (0-alternativet)

Afgrænsningsudtalelsen er grundlaget for miljøkonsekvensrapportens indhold, og bygherre er forpligtet til at lægge udtalelsen til grund ifm. udarbejdelse af rapporten, jf. § 20, stk. 3. Det er dog samtidig vigtigt at være opmærksom på, at det nu er bygherrens ansvar, at den endelige miljøkonsekvensrapport samlet set lever op til minimumskravene i § 20.

I COWI bestræber vi os på at lave så målrettede miljøvurderinger som muligt. Afgrænsningen af et projekt tillægges derfor stor betydning i vores miljøvurderinger. I mange tilfælde vil bygherre tidligt i processen have det bedste kendskab til projektet og dets mulige miljøpåvirkninger. Det kan derfor være en god idé, at bygherre fremsender et afgrænsningsnotat til myndigheden, som kan indgå i myndighedens beslutning om afgrænsning. Afgrænsningsnotatet kan indeholde et forslag til afgrænsning, som bygherre selv forventer vil være relevant.

COWI har gode erfaringer med at udarbejde afgrænsningsnotater og har i de fleste miljøvurderinger udarbejdet udkast til afgrænsning. Udkastene har været grundlag for et smidigt forløb i forbindelse med både afgrænsningen og den efterfølgende miljøkonsekvensvurdering.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at afgrænsningsudtalelsen ikke er en afgørelse i forvaltningslovens forstand, men derimod en procesledende udtalelse. Myndigheden er alene forpligtet til at sende sin afgrænsningsudtalelse til bygherre. Dog vil myndigheden være forpligtet til på forespørgsel fra øvrige parter at oplyse om udtalelsens indhold.

At der er tale om en procesledende udtalelse, betyder endvidere, at myndigheden efter at have afgivet udtalelsen fortsat har mulighed for at anmode bygherre om supplerende oplysninger, såfremt dette er nødvendigt for, at miljøkonsekvensrapporten kan opfylde lovens minimumskrav, jf. lovens bilag 7, og for træffe afgørelse om tilladelse.

Dette indebærer dog ikke, at myndigheden kan anmode om at få hvad som helst afspejlet i miljøkonsekvensrapporten. En anmodning om supplerende oplysninger skal være sagligt begrundet og proportional ift. det konkrete projekt.

 

Har du spørgsmål til afgrænsning ved miljøvurdering af konkrete projekter eller vil vide mere er du velkommen til at kontakte os:

Aske Thorn – asth@cowi.com / 56 40 83 81

Sophie Rex Hultquist – sorh@cowi.dk / 56 40 39 68