COWI forsynings- og miljøret

En blog om forsynings- og miljøret i praksis

februar 11, 2019
by cowiforsyningogmiljoe
0 comments

Myndighedens vejledningspligt i miljøvurderingsprocessen

Miljøvurderingsmyndigheden har flere roller i forhold til miljøvurderingsprocessen. Myndigheden er både myndighed og skal samtidig også vejlede ansøger om, hvordan ansøger bedst kommer igennem med ansøgningsprocessen i overensstemmelse med lovens krav.

Når en myndighed skal træffe en forvaltningsretlig afgørelse, gælder det forvaltningsretlige princip officialprincippet. Officialprincippet betyder, at en myndighed er forpligtet til at tilvejebringe de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for at træffe en afgørelse.

Når en myndighed modtager en ansøgning, har myndigheden derfor pligt til at vejlede ansøger om, hvilke oplysninger myndigheden mangler for at kunne træffe en afgørelse på et tilstrækkeligt oplyst grundlag.

Spørgsmålet er, hvor langt myndighederne kan gå for at oplyse en sag i forvaltningslovens forstand, når dette også skal vurderes i henhold til miljøvurderingslovens[1] krav til at træffe en screeningafgørelse. Dette vil i høj grad afhænge af den konkrete sag.

Dette blogindlæg belyser omfanget og begrænsningerne af myndighedens vejledningspligt i forbindelse med en ansøgning efter miljøvurderingslovens § 18, samt skitserer nogle af de dilemmaer, som myndigheden og ansøger ofte bliver stillet overfor i screeningsituationen.

Miljøvurderingslovens krav til en screeningsafgørelse

En ansøgning om screeningsafgørelse om, hvorvidt et bilag 2-projekt er miljøvurderingspligtigt, skal træffes på baggrund af bygherres ansøgning, jf. miljøvurderingslovens § 21, stk. 1.

Miljøvurderingslovens § 19, stk. 1, opstiller minimumskrav til bygherres ansøgning. Ansøgningen skal indeholde:

  • oplysninger om projektets potentielle indvirkning på miljøet efter lovens bilag 5, og
  • tilgængelige resultater af andre relevante vurderinger af projektets indvirkninger på miljøet, der er foretaget i medfør af EU-lovgivning, der er relevante for det konkrete projekt[2].

Det fremgår endvidere af miljøvurderingslovens § 19, stk. 2, at ansøgningen tillige kan indeholde en beskrivelse af det ansøgte projekts særkender eller af de foranstaltninger som bygherre påtænker at bringe i anvendelse til at undgå eller nedbringe væsentlige skadelige miljøpåvirkninger.

De ovenfor beskrevne minimumskrav er specificeret i miljøvurderingsbekendtgørelsens[3] bilag 1, der indeholder ansøgningsskemaet, der skal anvendes, når der ansøges om en screeningafgørelse for et projekt anført på lovens bilag 2.

Såfremt bygherre i sin ansøgning har angivet de beskrevne minimumsoplysninger, skal myndigheden træffe en screeningafgørelse på dette grundlag.

Miljøvurderingsmyndigheden kan derfor alene indhente supplerende oplysninger fra bygherre til brug for screeningsafgørelsen, hvis ansøgningen ikke indeholder de afkrævede minimumsoplysninger på ansøgningstidspunktet. I den situation er myndigheden forpligtet til at vejlede bygherre om, hvilke minimumsoplysninger der mangler i den indsendte ansøgning. Myndigheden kan derimod ikke indhente supplerende oplysninger eller afkræve undersøgelser/beregninger fra bygherre, hvis ansøgningen allerede indeholder de i loven krævede minimumsoplysninger for på den måde at få afklaret eller elimineret tvivlsspørgsmål om, hvorvidt projektet vil medføre en væsentlig påvirkning på miljøet eller ej.

Hvis bygherre derimod på eget initiativ i forbindelse med ansøgningen har valgt at indsende oplysninger, der ligger ud over minimumskravene, fx en støjrapport eller lugtberegninger, skal myndigheden dog inddrage disse oplysninger i sin screeningafgørelse.

Myndighedens screeningsafgørelse

Myndigheden skal anvende kriterierne i miljøvurderingslovens bilag 6, når der skal træffes afgørelse i screeningsagen. Myndigheden skal også inddrage nødvendig miljøekspertise i myndigheden, og i det omfang det er relevant eller nødvendigt anvende sit generelle kendskab til miljøforhold.

En screening skal gennemføres på grundlag af bygherres oplysninger og myndighedens viden om miljøforhold. Hvis det ikke på baggrund af en ansøgning, som opfylder miljøvurderingslovens minimumskrav, er muligt at udelukke, at et projekt vil medføre væsentlige miljøpåvirkninger, skal myndigheden træffe screeningafgørelse om, at projektet er miljøvurderingspligtigt[4].

I forbindelse med screeningen må myndigheden ikke kræve supplerende oplysninger, som går ud over minimumskravene. Kræver myndigheden yderligere oplysninger i en sådan situation, vil de yderligere krav til oplysninger få karakter af en påbegyndt miljøvurdering. Natur- og Miljøklagenævnet har i en række sager taget stilling til dette, bl.a. fandt nævnet at myndighedens indsamling af yderligere oplysninger lå ud over, hvad der med rimelighed kunne kræves i forbindelse med en screeningafgørelse[5]. Det er i denne forbindelse heller ikke muligt for myndigheden helt at udskyde beskrivelsen eller vurderingen af et projekts miljømæssige indvirkninger[6], da myndigheden dermed ikke kan sikre, at samtlige potentielle miljøpåvirkningerne er belyst i tilstrækkeligt omfang på det tidspunkt, hvor der træffes screeningsafgørelse.

Proceskrav til myndighedens screeningafgørelse

Hvis en ansøgning opfylder minimumskravene, har miljøvurderingsmyndigheden pligt til at træffe screeningsafgørelse i sagen inden for 90 dage.

Udkast til screeningafgørelse skal sendes i høring hos berørte myndigheder, jf. miljøvurderingslovens § 35, stk. 1, nr. 1. I nævnspraksis er det endvidere antaget at væsentligt og individuelt berørte borgere ligeledes skal høres om udkast til screeningafgørelse.

Myndigheden skal give de berørte myndigheder og parter en passende tidsfrist til at afgive høringssvar, jf. miljøvurderingslovens § 35, stk. 4. En passende tidsfrist vil i de fleste tilfælde være 14 dage, men i særlige tilfælde kan denne frist udvides eller forkortes såfremt dette kan begrundes i den konkrete sags omstændigheder.

Efter høring af berørte myndigheder og parter offentliggøres screeningafgørelsen, jf. miljøvurderingslovens § 36.

Mellem vejledningspligt og krav om screeningafgørelse

Den generelle vejledningspligt tilsiger, at myndigheden så vidt muligt skal hjælpe ansøger med at opfylde lovens krav. Dette indebærer, at myndigheden vejlede ansøger om kravene til de oplysninger, der skal foreligge i forbindelse med ansøgningen, samt i det omfang det er muligt vejlede ansøger om hvilke forventede miljøpåvirkninger af det ansøgte projekt, der sandsynligvis resulterer i et krav om miljøvurdering af det ansøgte projekt.

Denne pligt må antages også at indebære, at ansøger bl.a. får vejledning om muligheden for at tilpasse det ansøgte projekt på en sådan måde, at miljøvurdering af projektet ikke længere er nødvendig. Det er dog ikke myndighedens opgave eller pligt at anvise bestemte ændringer/forslag til ændringer af det ansøgte projekt, som kan medføre, at væsentlige miljøpåvirkninger kan udelukkes.

Dette forudsætter dog, at ansøger selv er indstillet på at ændre det ansøgte projekt på en sådan måde, at projektets påvirkninger undgås, forebygges eller nedbringes på et acceptabelt niveau. Ønsker ansøger ikke at ændre det ansøgte projekt, må myndigheden træffe screeningafgørelse på det foreliggende grundlag. Det er væsentligt at myndigheden i sådanne tilfælde sikrer sig, at foranstaltninger, som ansøger påtænker at iværksætte, er tiltag, som ansøger selv råder[7] over og/eller ikke er begrænset rent lovgivningsmæssigt i at udnytte eller ændre[8].

Over for den vejledning, som er beskrevet ovenfor, er der en række andre situationer, hvor myndigheden overskrider grænserne for vejledningspligten. Dette kan være en situation hvor myndigheden i strid med miljøvurderingslovens regler indhenter eller afkræver ansøger supplerende oplysninger i en screeningsproces for at få afklaret, om projektet vil medføre væsentlige miljøpåvirkninger. Som udgangspunkt er det antaget i flere klagenævnsafgørelser, at såfremt oplysninger i en ansøgning ikke kan føre til en udelukkelse af en eller flere væsentlige miljøpåvirkninger skal myndigheden træffe screeningafgørelse om miljøvurderingspligt. Det må ligeledes antages at myndighedens krav om forelæggelse af f.eks. en støjredegørelse med henblik på at afklare, om der er kan forventes en væsentlig miljøpåvirkning vil være en overskridelse af miljøvurderingslovens regler.

Såfremt myndigheden i strid med loven indhenter supplerende oplysninger, og således træffer afgørelse om at tillade et projekt uden miljøvurdering, vil det endvidere kunne resultere i, at offentligheden ikke inddrages eller høres forud for afgørelsen. Offentligheden vil derimod alene blive informeret om projektet, når myndigheden træffer screeningafgørelse om ikke-miljøvurderingspligt, hvilket betyder, at offentligheden ikke – som den ellers ville have haft adgang til, hvis der var blevet gennemført en miljøvurderingsproces i overensstemmelse med reglerne – vil have mulighed for at påvirke indholdet i både vurderingen og udformningen af projektet ifm. den offentlige høring.

Har du spørgsmål eller vil du vide mere, er du velkommen til at kontakte os:

Sophie Rex Hultquist – sorh@cowi.dk / 56 40 39 68

Ulf Kjellerup – ukj@cowi.dk / 56 40 29 64

 

 

[1] Lovbekendtgørelse nr. 1225 af 25. oktober 2018 om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)

[2] Dette indebærer i praksis en inddragelse af andre miljøkonsekvensvurderinger, der allerede er gennemført eller vurderinger efter habitatreglerne/vandområdeplanlægningen

[4] Se eksempelvis NMK-34-00592, hvor klagenævnet fastslog, at såfremt der er behov for en mere indgående undersøgelse for at foretage den fornødne vurdering, taler det for, at der bør foretages en miljøvurdering.

[5] MAD2001.779

[6] NKN-97-33/200-0645

[7] Dette kunne f.eks. være en ændring af det ansøgte vejprojekts linjeføring.

[8] Se som eksempel på en tilsidesættelse af denne forpligtelse Trafik-, bygge- og boligstyrelsens afgørelse af 11. august 2017 om udvidelse af Aarhus-Skanderborg motorvejen, hvor en screeningafgørelse bl.a. var betinget af ansøgers etablering af støjdæmpning på tredjemands ejendom, j.nr. TS21302-0001.

november 30, 2018
by cowiforsyningogmiljoe
0 comments

Funktionel opdeling efter miljøvurderingslovens § 40

Miljøvurdering af planer/programmer og projekter forudsætter forebyggelse af interessekonflikter i forbindelse med selve miljøvurderingen. Dette udspringer af ønsket om at sikre, at de involverede myndigheder er uafhængige og objektive i deres bedømmelse af oplysningerne i miljøvurderingsprocesserne.

Miljøvurderingslovens § 40 indeholder derfor et krav om funktionel opdeling af kompetencerne inden for myndigheden, når samme myndighed har flere roller i en miljøvurderingssag.

Kravet om den funktionelle opdeling retter sig mod to situationer:

  1. Hvor myndigheden både skal udarbejde en miljøvurdering af en plan eller et program og samtidig skal høres som berørt myndighed, og
  2. Hvor myndigheden både er ansøger/bygherre og samtidig er miljøvurderingsmyndighed for et projekt.

Dette indlæg handler om, hvornår der foreligger en interessekonflikt samt hvordan den funktionelle opdeling kan sikres, og hvordan interessekonflikter dermed kan håndteres korrekt i praksis.

Funktionel opdeling ved miljøvurdering af planer og programmer

En myndighed, der udarbejder en plan eller et program i miljøvurderingslovens forstand og gennemfører en miljøvurdering heraf, kan ikke samtidig være berørt myndighed i relation til miljøvurderingen af den pågældende plan eller program, medmindre der er sikret en funktionel opdeling af kompetencerne inden for myndigheden, jf. lovens § 40, stk. 1.

En berørt myndighed er den eller de myndigheder, der på grund af deres særlige ansvarsområde og sagkundskab er berørt af planen eller programmet, og i denne egenskab skal høres.

Den funktionelle opdeling skal sikre, at der er klare roller i miljøvurderingsprocessen, således at de berørte myndigheder, som har det relevante, specifikke miljøansvar, ikke påvirkes af den myndighed, der har udarbejdet planen eller programmet og skal udarbejde miljørapporten, hvori de berørte myndigheders udtalelser indgår.

Det betyder for det første, at den samme myndighedsperson ikke både kan udarbejde en plan samt en miljøvurdering heraf og samtidig blive hørt som berørt myndighed om miljøvurderingens indhold. Derudover betyder det, at hvis den relevante myndighedsekspertise er placeret i samme afdeling, således at miljøvurderingen og rollen som berørt myndighed er ansat i samme enhed, skal myndigheden sikre en funktionel opdeling i afdelingen.

Kravene om funktionel opdeling ifm. udarbejdelse og miljøvurdering af planer gælder i relation til:

  • Høring af udkast til screeningafgørelse ifm. miljøvurdering af planen (§ 32, stk. 1, nr. 1)
  • Høring af udkast til afgrænsningsrapport for miljøvurdering (§ 32, stk. 1, nr. 2)
  • Høring af udkast plan og tilhørende miljøvurdering (§ 32, stk. 1, nr. 3).

Funktionel opdeling ved miljøvurdering af konkrete projekter

For så vidt angår projekter, må en myndighed, der er bygherre for et projekt omfattet af miljøvurderingsloven, ikke også behandle ansøgningen om projektet og træffe afgørelse herom, medmindre der er sikret en funktionel opdeling af kompetencerne inden for myndigheden, jf. § 40, stk. 2.

Det betyder for det første, at den samme myndighedsperson ikke både kan varetage bygherrerollen og være miljøvurderingsmyndighed. Derudover betyder det, at hvis bygherre for et konkret projekt og den relevante myndighedsekspertise samtidig er placeret i samme afdeling, skal myndigheden sikre en funktionel opdeling i afdelingen.

Kravene om funktionel opdeling ifm. konkrete projekter gælder i relation til:

  • Myndighedens screeningafgørelse (§ 21),
  • Myndighedens vurdering af miljøkonsekvensrapporten (§ 24), og
  • Myndighedens afgørelse om tilladelse (§25).

Derudover gælder de almindelige forvaltningsretlige regler om inhabilitet og interessekonflikt.

Hvordan sikres funktionel opdeling i praksis?

Kravet om funktionel opdeling gælder kun i de tilfælde, hvor der ikke allerede er tilvejebragt en klar ansvarsstruktur, som adskiller planmyndighed/miljøvurderingsmyndighed fra de berørte myndigheder, og som adskiller myndigheden som bygherre fra miljøvurderingsmyndigheden.

Det er den enkelte myndigheds ansvar at sikre, at der er en funktionel opdeling både i forhold til planer/programmer og konkrete projekter.

I forhold til planer og programmer anbefales det, at myndigheden forud for miljøvurdering af planen eller programmet sikrer sig, at myndigheden enten allerede har den nødvendige organisatorisk ansvarsstruktur, der er egnet til at imødegå en interessekonflikt, eller at funktionel opdeling inden for myndigheden etableres i den konkrete sag.

Dette kan f.eks. sikres ved:

  • At varetagelse af høringsmyndighedens opgaver overdrages til en anden selvstændig afdeling/enhed inden for myndigheden, som overtager ansvaret for at foretage en objektiv vurdering af den foreslåede plan og miljøvurdering heraf.
  • At de ansatte, der har rollen som høringsmyndighed, i den pågældende sag refererer direkte til et teknik- og miljøudvalg eller anden ansvarlig chef/udvalg i myndigheden end den vanlige.

I forhold til konkrete projekter anbefales det på samme vis, at myndigheden forud for ansøgning og godkendelse af et projekt sikrer sig, at myndigheden enten allerede har den nødvendige organisatorisk ansvarsstruktur, der hindrer interessekonflikter, eller at funktionel opdeling inden for myndigheden etableres i den konkrete sag.

Dette kan f.eks. sikres ved:

  • At varetagelse af myndighedsansvaret for behandling af ansøgning og godkendelse af det konkrete projekt eller bygherrerollen overdrages til en selvstændig enhed inden for myndigheden, eller
  • At de ansatte, der enten har myndighedsansvaret eller er ansvarlige for bygherrerollen, i den pågældende sag refererer direkte til et teknik- og miljøudvalg eller anden ansvarlig chef/udvalg i myndigheden end den vanlige.

Den funktionelle opdeling i forhold til både miljøvurdering af planer/programmer og konkrete projekter kan enten være en permanent organisationsændring i myndigheden eller ske fra sag til sag.

For nogle myndigheder er det ikke muligt i praksis permanent at overdrage ansvaret for nogle af myndighedens opgaver til en allerede eksisterende selvstændig enhed inden for myndigheden f.eks. pga. myndighedens organisatoriske størrelse/struktur eller den organisatoriske placering af relevante og nødvendige kompetencer inden for myndigheden. I disse situationer kan myndigheden derfor konkret fra sag til sag sikre den funktionelle opdeling ved at udpege, hvilke ansatte der skal påtage sig hvilken rolle.

Det afgørende er, at de pågældende personer i disse situationer ikke refererer til samme nærmeste chef. Der må således tages stilling til, hvem der skal være den ansvarlige chef for henholdsvis planmyndighed/miljøvurderingsmyndighed og de berørte myndigheder samt for henholdsvis myndigheden som bygherre og miljøvurderingsmyndigheden.

Som udgangspunkt anses det for at være tilstrækkeligt, at den funktionelle opdeling sikres i forhold til det første chefniveau. På den måde er den funktionelle adskillelse også mulig for mindre administrative enheder såsom mindre kommuner. Dog kan det i komplekse sager være nødvendigt at lade opdelingen følge til et højere chefniveau, hvis dette er organisatorisk muligt.

Virkning af kravene om funktionel opdeling

Reglerne om funktionel opdeling kan være grundlag for en klage til klagenævnene, såfremt kravene ikke er overholdt. Der er endnu ikke truffet afgørelser i sager, hvor forebyggelse af interessekonflikt i miljøvurderingsloven er påklaget. Det er derfor vanskeligt at sige noget om, hvilken betydning klagenævnene vil tillægge en overtrædelse af lovens regler om funktionel opdeling. Som udgangspunkt må det dog antages, at en overtrædelse af kravene om funktionel opdeling må tillægges væsentlig betydning i en klagesag grundet usikkerhed omkring myndighedens uafhængighed og objektivitet i miljøvurderingsprocessen – og dermed må betyde, at den trufne afgørelse, som er påklaget, er ulovlig. Mest sandsynligt vil sagen blive hjemvist til fornyet behandling af miljøvurderingsmyndigheden.

Har du spørgsmål eller vil du vide mere, er du velkommen til at kontakte os:

Sophie Rex Hultquist – sorh@cowi.dk /56 40 39 68

Ulf Kjellerup – ukj@cowi.dk / 56 40 29 64

oktober 19, 2018
by cowiforsyningogmiljoe
0 comments

Bilag 2, pkt. 13 a i miljøvurderingsloven

Miljøvurderingslovens afsnit III indeholder krav om miljøvurdering af konkrete projekter (VVM), som er oplistet på bilag 1 og dermed er direkte miljøvurderingspligtige, samt af projekter oplistet på bilag 2, der i forbindelse med screening vurderes at kunne have væsentlige indvirkning på miljøet og dermed er miljøvurderingspligtige.

Projekter omfattet af bilag 2 er som udgangspunkt omfattet af kravet om miljøvurdering. Dog kan der ved en indledende vurdering – screening – træffes afgørelse om at undlade miljøvurdering, såfremt det på baggrund af de i lovens bilag 5 oplistede kriterier kan udelukkes, at projektet vil have en væsentlig indvirkning på miljøet.

Ændringer og udvidelser af projekter anført på bilag 1 og 2 er også omfattet af bilag 2 og dermed screeningpligtige, jf. lovens bilag 2, punkt 13 a. Hvorvidt en ændring eller en udvidelse kan henføres under bilag 2 punkt 13 a afhænger dog af, at en række betingelser er opfyldt.

Vi vil i dette indlæg se nærmere på disse betingelser samt undersøge, hvorvidt de anførte betingelser for at henføre en projektudvidelse eller -ændring under bilag 2, punkt 13 a kan have betydning for myndighedens efterfølgende screening.

Betingelser for anvendelse af bilag 2 punkt 13 a

Miljøvurderingslovens bilag 2, punkt 13 a handler om aktiviteter, som er beskrevet som: “Ændringer eller udvidelser af projekter i bilag 1 eller nærværende bilag 2, som allerede er godkendt, er udført eller er ved at blive udført, når de kan have væsentlige skadelige indvirkninger på miljøet (ændring eller udvidelse, som ikke er omfattet af bilag 1)”.

For at kunne henføre en aktivitet under bilag 2, punkt 13 a gælder der en række betingelser. Disse betingelser falder i følgende trin:

  • Der skal være tale om en udvidelse eller en ændring af eksisterende projekt.
  • Det eksisterende projekt, som udvides eller ændres, skal være godkendt, udført eller være ved at blive udført.
  • Endelig skal udvidelsen/ændringen medføre væsentlig skadelig indvirkning på miljøet.

Den første betingelse er opfyldt, hvis det ansøgte er en ændring eller udvidelse af et eksisterende projekt, der er omfattet af bilag 1 eller bilag 2. Det afgørende er i den forbindelse, at ændringen/udvidelsen relaterer sig til et eksisterende bilag 1 eller bilag 2 projekt. Såfremt den nye aktivitet (ændringen eller udvidelsen) er omfattet af et andet punkt på bilag 1 eller bilag 2 end det eksisterende, er der således ikke tale om en aktivitet, der kan henføres under bilag 2, punkt 13 a. Et boligbyggeri (omfattet af bilag 2, punkt 10 b), der etableres på et gammelt havneanlæg (omfattet af bilag 2, punkt 10 f), er fx ikke en ændring eller udvidelse i henhold til bilag 2, punkt 13 a. I den situation vil der derimod være tale om et særskilt nyt projekt, som skal screenes efter den relevante projektkategori (i ovennævnte tilfælde henhører aktiviteten under bilag 2, punkt 10 b).

EU-domstolen har taget stilling til, hvad der forstås ved en ændring eller udvidelse af et eksisterende projekt i dommen C-227/01, Kommissionen mod Spanien. EU-domstolen udtalte i denne dom (præmis 49), at en fordobling af sporene på en jernbane ikke kan betragtes som en simpel udvidelse eller ændring af en eksisterende jernbane i bilag 2, punkt 13 a’s forstand. EU-domstolen har således i ovennævnte dom anlagt en meget snæver fortolkning af anvendelsesområdet for bilag 2, punkt 13 a.

Den anden betingelse omfatter tre mulige situationer, hvoraf én af de tre skal være opfyldt. For det første kan det eksisterende projekt være “godkendt”, hvilket indebærer et krav om, at det bestod lovligt, før VVM-reglerne trådte i kraft i medlemslandene den 14. marts 1999. For det andet kan det eksisterende projekt være “udført”, hvilket indebærer et krav om, at det tidligere har fået en VVM-tilladelse. Den tredje situation knytter sig til projekter, som “er ved at blive udført”, hvilket indebærer, at en miljøvurderingsproces er igangsat eller igangværende. Denne situation retter sig således mod igangværende miljøvurderingsprocesser, hvor der laves projektændringer undervejs, og inden der foreligger en VVM-tilladelse – dette gør sig typisk gældende for store komplekse anlægsprojekter.

Den sidste betingelse betyder, at bilag 2, punkt 13 a nærmest må karakteriseres som en undtagelsesbestemmelse til direktivets hovedregel om, at det er de væsentlige indvirkninger af projekt, der skal vurderes (og ikke kun de væsentligt skadelige indvirkninger). Det vil sige, at såfremt en ændring eller udvidelse forventes at medføre en positiv indvirkning, vil ændringen således slet ikke være omfattet af punkt 13 a eller miljøvurderingslovens regler og skal som følge heraf ikke ansøges efter miljøvurderingslovens § 18.

Bilag 2, punkt 13 a kan kun anvendes, hvis alle ovennævnte betingelser er opfyldt – ellers må aktiviteten henføres under de øvrige kategorier på bilag 1 eller bilag 2.

Overflødiggøres screening ved anvendelse af bilag 2, punkt 13 a?

Som nævnt finder projektkategorien på bilag 2, punkt 13 a kun anvendelse på ændringer eller udvidelser, som kan medføre væsentlig skadelig indvirkning på miljøet.

Det er efter miljøvurderingslovens § 17 miljøvurderingsmyndigheden, der har kompetence til at træffe screeningsafgørelse efter § 16, hvor det afgøres, om det konkrete projekt på baggrund af bygherres ansøgning kan forventes at medføre væsentlig indvirkning på miljøet. Det er imidlertid bygherre selv (eller dennes rådgiver), der foretager en vurdering af, om ændrings- eller udvidelsesprojektet er omfattet af projektkategorien i bilag 2, punkt 13 a, og om der som følge heraf skal indsendes en ansøgning efter lovens § 18, stk. 1 eller ej.

Spørgsmålet er derfor, om formuleringen af bilag 2, punkt 13 a i realiteten gør myndighedens screening af ændrings- eller udvidelsesprojektet overflødig, idet der forud for screeningen allerede tages stilling til, hvorvidt der er tale om en væsentlig skadelig indvirkning på miljøet eller ej.

Argumentet er her, at bygherre allerede i vurderingen af, om punkt 13 a finder anvendelse, vurderer, om en eventuel indvirkning kan være væsentlig skadelig eller ej. I og med miljøvurderingspligten indtræder, medmindre det kan udelukkes, at ændringen eller udvidelsen vil have en væsentlig skadelig indvirkning på miljøet, synes screeningsbeslutningens indhold allerede udtømt, når der er taget stilling til, om projektet overhovedet er omfattet af bilagspunktet.

Der vil dog i praksis reelt set kunne opstå situationer, hvor myndigheden ikke er enig i bygherres vurdering af, at en ændring eller udvidelse vil medføre væsentlig skadelig indvirkning på miljøet og som følge heraf træffer screeningafgørelse om ikke-miljøvurderingspligt i modstrid med bygherres indledende vurdering.

Endvidere kan der opstå den situation, hvor bygherre vurderer, at en ændring eller udvidelse ikke er omfattet af bilag 2, punkt 13 a og dermed ikke indsender en ansøgning efter § 18, stk. 1, men hvor myndigheden derimod mener, at den pågældende ændring eller udvidelse vil medføre væsentlig skadelig indvirkning på miljøet og derfor skal screenes efter miljøvurderingslovens regler. I den situation kan myndigheden vejlede bygherre om at indsende en ansøgning, men myndigheden kan ikke tvinge bygherre til dette. I de tilfælde, hvor bygherre ikke indsender en ansøgning efter miljøvurderingsloven, og hvor myndigheden vurderer, at ændrings- eller udvidelsesprojektet er omfattet af reglerne, kan myndigheden dog blive tvunget til at give afslag på tilladelser efter anden lovgivning end miljøvurderingsloven.

Derudover vil bygherre i forbindelse med eventuel klagesag over etablering af den pågældende aktivitet, som vurderes at være omfattet af miljøvurderingsloven, bære ansvaret for etablering af udvidelsen eller ændringen uden forudgående screening og evt. miljøvurdering.

Dette skal du huske om bilag 2, punkt 13 a i miljøvurderingsloven:

  • Udvidelsen/ændringen skal altid relateres til et eksisterende anlæg/projekt anført på bilag 1 eller bilag 2 i miljøvurderingsloven
  • Det eksisterende projekt skal enten være:
    • lovligt etableret før VVM-reglerne trådte i kraft eller
    • det skal have en VVM-tilladelse eller
    • en VVM-proces for projektet skal være i gang.
  • Det er bygherres ansvar at tage stilling til, om en udvidelse/ændring kan medføre væsentlige skadelige indvirkninger på miljøet eller ej.

Har du spørgsmål eller vil du vide mere, er du velkommen til at kontakte os:

Sophie Rex Hultquist – sorh@cowi.dk /56 40 39 68

Ulf Kjellerup – ukj@cowi.dk / 56 40 29 64

juni 27, 2018
by cowiforsyningogmiljoe
0 comments

Er forsyningsselskabernes planlægning omfattet af kravet om miljøvurdering?

Inden for en række forsyningssektorer, som bl.a. omfatter vandforsyning, spildevand, affald, varmeforsyning og el- og gasforsyning, udarbejdes der løbende planer for selskabernes varetagelse af opgaver med bl.a. udbygning, vedligeholdelse og renovering af nettet/opgavernes løsning. Planlægningen er en integreret del af selskabernes opgaveløsning og rummer ofte disponeringen af store anlægsarbejder over en længere tidshorisont. Men er et forsyningsselskab en myndighed i miljøvurderingslovens[1] forstand? Det korte svar herpå er – ja. I det følgende vil vi forsøge at give svar på spørgsmålet – er forsyningsselskabernes planlægning omfattet af miljøvurderingslovens afsnit II om miljøvurdering af egen planlægning?

Miljøvurderingsloven implementerer direktivet om miljøvurdering af planer og programmer[2] og VVM-direktivet om vurdering af offentlige og private projekters indvirkning på miljøet[3].

Når der udarbejdes planer og programmer, som kan få væsentlig indvirkning på miljøet, skal der gennemføres en miljøvurdering. Dette gælder for planer og programmer inden for en række sektorer[4], når planerne fastlægger rammer for fremtidige anlægstilladelser, eller hvis planerne påvirker et internationalt naturbeskyttelsesområde væsentligt.

I forhold til de offentligt ejede forsyningsselskaber er det værd at hæfte sig ved sektorerne energi, affaldshåndtering, vandforvaltning og telekommunikation, indenfor hvilke forsyningsselskaberne varetager deres pålagte opgaver.

Hvilke planer er omfattet?

Der skal gennemføres miljøvurdering af planer, når de udarbejdes inden for blandt andet vandforvaltning, affaldshåndtering og energiforsyning, jf. miljøvurderingslovens § 8, stk. 1. Miljøvurderingsloven finder anvendelse på planer, som udarbejdes i henhold til administrative retsforskrifter eller beslutninger, jf. § 2, stk. 1, litra b, hvilket i den konkrete sammenhæng betyder, at der ikke stilles store krav til baggrunden for udarbejdelsen af en plan – det er tilstrækkeligt, at planen er udarbejdet som led i den pågældende organisations varetagelse af de opgaver, som er den pålagt. Det er heller ikke afgørende, at der i navnet på den planlægning, der udarbejdes, indgår ordet “plan”. Det afgørende er derimod, om det sæt af regler/prioriteringer, der er udarbejdet som led i gennemførelsen af organisationens opgaver, fastlægger rammer for selskabets fremtidige aktiviteter. Ifølge EU-domstolen omfatter begrebet “planer og programmer” også anordninger, der indeholder forskellige bestemmelser vedrørende opstillingen af en bestemt type anlæg, som skal overholdes i forbindelse med udstedelse af administrative godkendelser til opførelse og drift af sådanne anlæg.[5] Rene budgetmæssige rammer er dog undtaget fra kravet, derimod er investeringsplaner- og prioriteringer af investeringsbeslutninger omfattet af kravet.

Et eksempel på en planlægning, som vil være omfattet af miljøvurderingslovens planbegreb, er den “nye” form for spildevandsplanlægning, der blev indført med revisionen af vandsektorloven og miljøbeskyttelsesloven i 2016[6], er det udvidede ansvar for udmøntning af den kommunale spildevandsplanlægning, der pålagdes de kommunale spildevandsforsyninger. Lovændringen flyttede en betydelig del af ansvaret for den samlede spildevandsplanlægning fra kommunerne til forsyningsselskaberne. Det, at kompetencen er flyttet fra kommunen til forsyningsselskabet, undtager ikke den pågældende planlægning fra miljøvurderingskravet – afgørende er derimod, om planlægningen fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelser.

Et andet eksempel kan være vandforsyningsselskabers planlægning for at fjerne kalk i drikkevandet. Dette gøres ved at opstille blødgøringsanlæg på vandværkerne i forsyningsområdet. Udrulningen af denne planlægning indebærer bl.a. en fremtidig prioritering af ressourcer hos forsyningsselskabet, hvorfor den vil kunne medføre rammer for fremtidige projekter.

I forhold til begrebet “fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelser” bliver det tillagt betydning, om planen eller programmet fastlægger grundlag for den fremtidige anvendelse på en sådan måde, at ansøgninger om anlægstilladelser enten ville kunne tillades eller afvises med henvisning til planen.  Grundlaget der fastlægges i planen, som er omfattet af kravet om miljøvurdering, skal ikke nødvendigvis være det fuldstændige grundlag for anlægstilladelse, men kan godt være en del af rammerne for anlægstilladelsen. EU-Domstolen har fastslået, at begrebet “planer og programmer” vedrører enhver retsakt, der fastlægger en betydningsfuld helhed af kriterier og fremgangsmåder for tilladelse og iværksættelse af et eller flere projekter, der kan have væsentlige indvirkninger på miljøet.

Det vi sige, at en plan kan enten fastlægge krav til fremtidige anlægstilladelser i form af f.eks.:

  • udpege et areal/område som reserveret til bestemte formål og/eller
  • fastlægge de(n) procedure(r), der skal anvendes for at opnå anlægstilladelse til aktiviteterne

Begrebet “betydningsfulde helhed af kriterier og fremgangsmåder” skal ifølge EU-Domstolen forstås kvalitativt, og ikke kvantitativt, for at undgå omgåelse af direktivets forpligtelser[7]. Det er med andre ord mere indholdet i den pågældende plan (dens effektive funktion som rammesættende) snarere end det er omfanget af rammer, der er afgørende for om en plan er indenfor direktivets anvendelsesområde.

Domstolen har ligeledes udtalt, at de rammer, som en plan kan fastlægge for fremtidige anlægstilladelser, ikke nødvendigvis skal være de endelige rammer for anlægstilladelser. Rammer i direktivets forstand kan også være en delmængde af de samlede rammer, som fastlægges af flere forskellige planer og/eller beslutninger.

Et forsyningsselskabs planlægning om at etablere blødgøringsanlæg i selskabets vandforsyningsanlæg er derfor en plan i direktivets forstand. En sådan plan har betydning for de rammer, hvorunder den fremtidige anlægstilladelse skal meddeles, eksempelvis ved at udgøre grundlaget for finansiering og prioritering af anlægsprojekternes gennemførelse.

Selvom planlægning af spildevandforsyning nu i højere grad er overlagt til forsyningsvirksomheden selv, må både overordnede planer og udrulningsstrategier derfor anses for at være at være omfattet af miljøvurderingskravet, da disse ud fra ovenstående kriterier kan få betydning for de fremtidige rammer, hvorunder der skal søges tilladelser til nye anlægsarbejder.

Hvad er vigtigt at huske:

  • at forsyningsselskabers planlægning er omfattet af miljøvurderingslovens regler og
  • at en beslutning/plan er omfattet af miljøvurderingslovens regler, også selvom den kun fastlægger en del af rammerne for fremtidige anlægsprojekter

 

Har du spørgsmål eller vil du vide mere, er du velkommen til at kontakte os:

Sophie Rex Hultquist – sorh@cowi.dk /56 40 39 68

Ulf Kjellerup – ukj@cowi.dk / 56 40 29 64

 

[1] Lovbekendtgørelse 448 om vurdering af planer, programmer og konkrete projekters indvirkninger på miljøet af 17. maj 2017

[2] Direktiv 2001/42/EF af 27. juni 2001 om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet

[3] Direktiv 2011/92 som ændret ved direktiv 2014/52 om vurdering af offentlige og private projekters indvirkning på miljøet

[4] Sektorerne er ifølge miljøvurderingslovens § 8 følgende: landbrug, skovbrug, fiskeri, energi, industri, transport, affaldshåndtering, vandforvaltning, telekommunikation, turisme, fysisk planlægning og arealanvendelse.

[5] EU-domstolen i sag C-290/15, Patrice D’Oultremont m.fl. mod Région wallonne.

[6] Lov nr. 132 af 16. februar 2016 om ændring af lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold, lov om vandforsyning m.v., lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber m.v. og forskellige andre love.

[7] EU-domstolen i sagerne C-290/15, Patrice D’Oultremont m.fl. mod Région wallonne, præmis 49; C-671/16, Inter-Environnement Bruxelles ASBL m.fl. mod Région de Bruxelles-Capitale, præmis 53-55; og C-160/17, Raoul Thybaut m.fl. mod Région wallone, præmis 54-55.

april 4, 2018
by cowiforsyningogmiljoe
0 comments

Kan man stille vilkår i en screeningsafgørelse?

Alle projekter, som er oplistet på miljøvurderingslovens[1] bilag 2, skal screenes, medmindre ansøger anmoder om gennemførelse af miljøkonsekvensvurdering efter lovens § 18, stk. 2. Myndigheden skal træffe afgørelse om screening på grundlag af ansøgers/bygherres ansøgning, jf. bilag 1 til VVM-bekendtgørelsen[2]. Myndighedens afgørelse skal inddrage projektets størrelse, placering og de særlige kendetegn ved miljøpåvirkningerne.

Myndighedens vurdering skal tage udgangspunkt i det brede miljøbegreb. Såfremt et projekt ifm. screeningen kan udelukkes at ville medføre væsentlige indvirkninger på miljøet, vil projektet ikke være omfattet af krav om udarbejdelse af en miljøkonsekvensrapport (tidligere VVM-redegørelse).

En screeningsafgørelse er en afgørelse om, hvorvidt miljøvurderingslovens regler finder anvendelse på et ansøgt projekt. En afgørelse om ikke-miljøvurderingspligt kan derfor ikke indeholde vilkår, da den ikke udgør en tilladelse. Derimod kan en screeningafgørelse om ikke-miljøvurderingspligt godt indeholde en kort redegørelse for ansøgers projektforudsætninger, som sigter på at forhindre eller imødegå eventuelle væsentlige miljøpåvirkninger, jf. miljøvurderingslovens § 19, stk. 2[3].

I den forbindelse er det væsentligt at skelne mellem afværgehierarkiets fire grundlæggende former: forhindre, imødegå, reducere og kompensere. I screeningsammenhængen kan de sidste to former (reducere og kompensere) ikke indgå, da en anvendelse heraf i en screeningssammenhæng er ensbetydende med, at det ansøgte projekt skal miljøvurderes. Det vil sige, at myndigheden ikke kan omgå kravet om miljøvurderingspligt ved at fastsætte vilkår i screeningsafgørelsen om, at bygherre skal gennemføre foranstaltninger, der begrænser eller kompenserer for miljøpåvirkninger fra projektet.

Derimod kan myndigheden, som omtalt ovenfor, i screeningafgørelsen om ikke-miljøvurderingspligt indarbejde de projektforudsætninger som bygherre selv har angivet i sin ansøgning. Projektforudsætninger udgør ikke vilkår, men de er derimod det grundlag, som myndigheden kan og bør lægge til grund for sin afgørelse.

Det er væsentligt, at myndigheden redegør for ansøgers forudsætninger i screeningafgørelsen om ikke-miljøvurderingspligt, i og med afgørelsen hviler på disse forudsætninger. Skulle det ske, at ansøger ikke lever op til egne projektforudsætninger, vil det forhold, at forudsætningerne nu er nedskrevet i afgørelsen betyde, at myndigheden vil kunne genåbne screeningafgørelsen og tage den op til fornyet afgørelse.

Supplerende undersøgelser

Myndigheden skal træffe screeningafgørelse på baggrund af de oplysninger, som bygherre efter miljøvurderingslovens § 19 skal indsende, jf. VVM-bekendtgørelsens bilag 1. Myndigheden kan ikke stille krav om supplerende undersøgelser/redegørelser fra ansøger med henblik på at afklare projektets miljøpåvirkninger forud screeningafgørelsen. Supplerende undersøgelser kan fx være naturundersøgelser, støjredegørelser, trafikberegninger, skyggemålinger, visualiseringer og lignende. Såfremt myndigheden finder det nødvendigt at anmode om supplerende undersøgelser, er dette i sig selv en indikation for, at myndigheden bør kræve disse forhold undersøgt i en miljøkonsekvensvurdering. Krav om supplerende undersøgelser ifm. screening af et projekt vil således foregribe miljøkonsekvensvurderingen.

Det står dog bygherre frit for inden fremsendelse af sin ansøgning at undersøge projektets eventuelle miljøpåvirkninger og vedlægge disse undersøgelser i sin ansøgning. Bygherre kan ligeledes til enhver tid trække sin ansøgning tilbage og supplere med flere oplysninger og tilpasse sit projekt.

Har du spørgsmål til screeningsafgørelens indhold eller vil du vide mere er du velkommen til at kontakte os:

Aske Thorn – asth@cowi.dk / 56 40 83 81

Sophie Rex Hultquist – sorh@cowi.dk /56 40 39 68

Ulf Kjellerup – ukj@cowi.dk / 56 40 29 64


[1] Lovbekendtgørelse nr. 448 af 10. maj 2017 om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)

[2] Bekendtgørelse nr. 1470 om samordning af miljøvurderinger og digital selvbetjening m.v. for planer, programmer og konkrete projekter omfattet af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter af 12. december 2017

[3] Miljøvurderingslovens § 19, stk. 2, afspejler VVM-direktivets § 4, stk. 4, 4. pkt.